Sune Vesterlund Larsen

Viceforstander

MusikProjektledelseIdræt

Når jeg har fri:
En stor del af min fritid er jeg sammen med min kone og vores to drenge, Matti som er fra februar 2016 og Isak som er fra juli 2019. Vi bor i hus i Odense, som vi løbende arbejder på at forbedre med nye idéer. Det kan være alt fra at udbygge terrasse med udendørs spabad til at anlægge ny have.

Jeg kan godt lide at udfordre mig selv ved at lære nyt, især tekniske ting og lir, hvor jeg er en anelse nørdet. Det kan være at få en fed lyd i vores hjemmebiograf, lave optagelser med min drone eller lege med nyindkøbt lys og lyd. Jeg elsker at spille musik, og det er en stor del af mit liv – både ude og hjemme. Som ung var jeg ude hver weekend som DJ med eget mobildiskotek. Nu spiller jeg indimellem ude både som livemusiker og DJ.

Hjemme er huset fyldt med instrumenter og et lydstudie. Her producerer jeg numre for andre sangere og musikere. Jeg har sammen med en kammerat udgivet egen musik og været på turné. Jeg kan også godt lidt at gå til koncerter og festivaler. Både for at høre musikken, opleve stemningen, se teknikken og i det hele taget samværet med andre mennesker. I maj 2019 opstod Midtfyns Festivalen igen og det tog jeg initiativ til to år forinden. Indtil endt festival sad jeg som direktør for festivalen, men måtte også erkende at arbejdert, sammen med små børn, kom til at fylde for meget og jeg er nu bestyrelesformand for foreningen Midtfyns Festival.

Hvorfor er jeg her:
Jeg var med til at starte Ryslinge Efterskole op i 2009. Inden da var jeg 7 år i folkeskolen. Jeg elsker det som en efterskole kan gøre ved mennesker på blot 10 måneder. Man kommer hurtigt tæt på hinanden, lærer sig selv og andre rigtig godt at kende og bliver ligesom en stor familie. På Ryslinge Efterskole er der højt til loftet og plads til alle, og for os er målet at skabe det allerbedste år for alle elever. Om det er at undervise i musik eller projektledelse, så holder jeg af samværet med elever. Jeg holder af at følge hver elev gennem lærerig undervisning, sjove stunder og dybe samtaler.