Hverdagen

Anderledes hverdag i faste rammer

Hverdagen på Ryslinge Efterskole er efterskolelivet. Det er her venskaber knyttes, du møder ny viden og bliver klogere. 

Vores hverdag kan se meget forskellig ud, men en ting er sikkert - vi starter allesammen med morgenmotion kl. 07.00 og putter i vores egen seng kl. 22.30.

Der er selvfølgelig mødepligt til alle aktiviteter, måltider og undervisning -  det er derfor, du er på Ryslinge Efterskole!

Dagsrytme

Kl. 07.00:        Morgenmotion
Kl. 07.20:        Morgenmad
Kl. 07.55:        Morgensang
Kl. 08.30:        Undervisning (2 lekt.)
Kl. 10.00:        Forfriskning
Kl. 10.30:        Undervisning (2 lekt.)
Kl. 12.30:        Middagsmad
Kl. 14.30:        Undervisning (2 lekt.)
Kl. 16.00:        Pause
Kl. 16.15:        Undervisning (2 eller 3 lekt.)
Kl. 17.30:        Aftensmad
Kl. 18.00:        Stilletime
Kl. 19.30:        Fritidsaktiviteter
Kl. 21.30:        Aftenforfriskning
Kl. 22.15:        På egne værelser
Kl. 22.30:        Ro. God nat.

Fredagsrytme

Kl. 07.00:       Morgenmotion
Kl. 07.20:       Morgenmad
Kl. 08.00:      Undervisning (2 lekt.)
Kl. 10.00:       Forfriskning
Kl. 10.30:      Undervisning (2 lekt.)
Kl. 12.30:       Middagsmad               
Kl. 13.30:      Undervisning (2 lekt.)
Kl. 15.00:       Fællestime: sang eller fortælling (1 lekt.)
Kl. 15.30:       Weekenden starter

Weekender

Weekenden starter fredag kl. 15.30. I de fleste weekender kan du vælge, om du vil tage hjem, eller om du vil blive på skolen. Hvis du tager hjem, skal du være tilbage på skolen søndag imellem kl. 19.00 og 21.30.

Hvis du er syg eller på anden måde forhindret, skal dine forældre ringe til skolens vagttelefon på 20 89 59 18 søndag mellem 18.30 - 21.30, idet vagtlæreren vil kontakte hjemmet, hvis du ikke dukker op.

Vi har tre forskellige typer weekender:

De almindelige

De fleste weekender i skoleåret er almindelige weekender. Vi opfordrer altid jer elever til at blive på skolen i disse weekender, hvor I sammen med weekendlærerne planlægger programmet.

Private elevfester, der holdes uden for skolen i weekender og på fridage, har skolen intet med at gøre.

Bliveweekender

Ud over de almindelige weekender vil der være et antal bliveweekender, hvor du skal være på skolen.

Her laver hele skolen noget spændende sammen.

 

De forlængede

I løbet af skoleåret er der omkring 3 forlængede weekender, hvor du har fri enten fredagen før weekenden eller mandagen efter.

Vi opfordrer stærkt til, at du får ordnet lægebesøg, tandlægebesøg og lignende i forbindelse med disse weekender..

Stilletime

Stilletimen varer fra kl. 18.00 til 19.15 mandag til torsdag. Der er stilletime på alle normale skoledage året rundt.

Formålet med stilletimen er at give alle elever den fornødne arbejdsro og hjælp til at studere. Eleverne kan læse lektier på deres værelser eller i lektiecaféen, hvor de kan få lektiehjælp af en lærer.

I stilletimen skal der være ro i alle huse samt på fællesarealerne.

Fester

Også på efterskolen bliver dagligdagen afbrudt af fest. At deltage i en fest og få den til at lykkes er en aktivitet, som kræver at eleverne lærer at tage medansvar for at festen lykkes for alle.

Der holdes en julefest i december måned og en galla-fest i foråret.